Requiem For The Indifferent, femte fuldlængde fra hollandske Epica, er lyden af storladen og symfonisk metal.

Ja, det kan vel næsten ikke blive mere pompøst og lyde større med de store kor, strygere og keyboardflader som Epica excellerer i på det seneste album. Dertil skal tilføjes kvindevokal og growlende mandevokal samt førnævnte kor spredt ud over de forskellige sange.

Problemet for denne anmelder er at Epica vil for meget - hele tiden. På ”Monopoly On Truth” virker det som Epica vil vise samtlige musikalske tricks, de har i ærmet og det giver et mildt sagt overlæsset arrangement og lydbillede - Epica forsøger sig med tempo og tyngde og kan slet ikke styre sig med kor, keyboard og strygere, og det bliver slet og ret enerverende at høre på. Det hjælper så heller ikke at kvindevokalen er ret enerverende i det høje leje samtidig med at de mandlige growls er ret malplacerede.

Et nummer som ”Storm the Sorrow” er noget mere kontrolleret og egentlig et ganske fint nummer, men viser også at Epica kommer til kort, når det handler om holdbare vokalmelodier og derfor - igen - tyr til at sovse sangen unødvendigt ind for at få det sangen til at emme af storhed.

På titelnummeret er der lidt etniske tiltag, der bryder lidt med det pompøse, men det er blot en stakket frist før Epica kører ind på storladne spor igen. Dette er selvfølgelig en af præmisserne ved den symfoniske metal, men det virker som om alle disse musikalske tricks lires af for at skjule manglende sangideer, og effekten ved disse tiltag forsvinder da også hurtigt, når samtlige numre evig og altid skal klistres ind i kæmpekor. På titelnummeret er der også tilføjet elementer af næsten black metallisk karakter og det er skam fint at søge nye musikalske territorier, men det virker bestemt ikke som om der altid er mening med galskaben på Requiem For The Indifferent. Nogle gange virker det som om Epica er blevet sluppet løs i den musikalske slikbutik og med al tydelighed illustrerer at de slet ikke kan styre sig i et sådan slaraffenland.

Symfonisk metal er normalt ikke lige min kop øl, og det ændrer Requiem For The Indifferent bestemt ikke på med sin overdrevne tilgang til genren.

Lyt med her, på nummeret Storm the Sorrow