DC4 er et amerikansk heavy/ hard rock band. I følge bandets egen hjemmeside er målet med DC4 at forene det bedste fra hard rocken og den moderne metal, med fokus på især guitar elementer. Altså, må man forvente hvinende riffs, rock’n’roll sound, og en fed stemning på Electric Ministry, som er DC4’s seneste skive, og sjovt nok, er det også de ting jeg først lægger mærke til, da albummet brager ud af højtalerne.
Electric Ministry starter med, hvad der aller mest lyder som et tandlægebor. En lyd, som straks får gåsehuden til at træde frem på min krop. Herefter klinger nummeret af, og titel nummeret Electric Ministry kan begynde. Er nummer, som er bygget op på den klassiske rock’n’roll lyd, med lækre guitar riffs, bankende trommer og en lidt hæs, Lemmy lignende vokal. Rock’n’roll elementet er noget, som fylder rigtig meget på Electric Ministry, både hvad angår genre såvel som tekster og titler som Rock God, The Ballad of Rock’n’Roll, Glitter Girl og Dirty Hands. Det er beskidt. Det er oldschool. Det er lækkert.
Umiddelbart havde jeg ikke de store forventninger til skiven, men efter at have hørt Electric Ministry må jeg bøje mig i støvet og sige, at DC4 har leveret en ganske god og bestemt godkendt skive. Der er en dejlig beskidt vellyd af Rock’n’roll og sex at hente på Electric Ministry. Det eneste minus jeg har at sætte på Electric Ministry er, at der ikke er så forbandet meget nyt at hente på skiven. Derudover har jeg også svært ved at finde de moderne metal elementer på DC4’s album, men det er små minusser, som ikke ødelægger de dejlige harmonier på Electric Ministry.