Cynic blev gendannet i 2006 - blandt andet efter et opfordrende telefonopkald fra Atheists sanger/guitarist Kelly Shaefer samt en del mere metafysiske synkronisiteter (som historien så enigmatisk lyder) - og udgav deres andet album "Traced in Air" i 2008.

Der var gået omkring 14 år fra, Cynic gik i opløsning i 1994, til, "Traced in Air" kom ud i 2008; og, hvor den musikalske kunnen allerede var høj dengang i 1993 på "Focus", så er den endnu højere i 2008 - og som komponister er Paul Masvidal og Sean Reinert (som er Cynics drivkraft) også blevet mere modne.

Dette har resulteret i et kort, men unikt og imponerende progressivt metalalbum af høj kvalitet og med masser teknisk kunnen og musikalsk finesse.

Der er elementer, der går igen fra "Focus" - så som de komplekse jazz-inspirerede guitarmønstre samt kombinationen af forvrænget og krystalklar lyd og uafhængige basfigurer og et dynamisk trommespil, der trækker ligeligt på fusionsjazzen og metalmusikken. Paul Masvidals lyse vokal er også tilbage (selvom roboteffekterne nu er væk), og den fylder stadig mindst lige så meget som dødsgrowlene, der nu leveres af guitaristen Tymon Kruidenier - og der er måske en endnu bedre kontrast imellem de to vokaltyper her end på "Focus".

Så Cynic har da bibeholdt alt det gode fra "Focus". Men der er også store forskelle mellem "Focus" og "Traced in Air" (udover, at der ikke bruges vokaleffekter på "Traced in Air").

Musikken og kompositionerne er mere flydende på "Traced in Air", og det har nok noget at gøre med Masvidals og Reinerts modenhed og større erfaring som musikere i 2008 end i 2003. En anden, og måske mere fundamental forskel er, at, hvor "Focus" helt sikkert hører til i den ekstreme metalmusik på grund af den brutale guitarlyd (der kan spores til producer Scott Burns) og de mange andre elementer fra dødsmetal, så er der ikke meget dødsmetal over "Traced in Air". Jovist, der er growlet vokal, men det er så også det. Den forvrængede guitar på "Traced in Air" er meget mindre brutal, og meget mere sprød, end på "Focus". Og stilen kan mere beskrives som en type progressiv metal, der trækker meget på fusionsjazz og progressiv rock, krydret med enkelte elementer fra dødsmetallen end en blanding af fusionsjazz og dødsmetal - så det kan være, at nogle dødsmetallere, som måske godt kunne lide "Focus" måske vil blive skuffede over "Traced in Air".

"Traced in Air" sidder dog lige i skabet hos mig.

Som med "Focus" synes jeg ikke, at der er nogle svage numre på "Traced in Air" (selvom jeg ikke lytter så meget til "Nunc Fluens" og "Nunc Stans", der er henholdsvis intro og outro på pladen), og mine favoritter er "The Space for This", "Evolutionary Sleeper", "The Unknown Guest", "Adam's Murmur" og "King of Those Who Know" (ja, det er jo næsten hele pladen).

Som "Focus" er "Traced in Air" meget speciel - også selvom metalmusikken har rykket sig betydeligt siden 1993 - og jeg tror ikke, at den lyse vokal og de mange jazz-indflydelser appellerer til alle metalhoveder, og det, at der er skruet ned for brutaliteten (eller rettere, at den er fjernet helt), hjælper måske heller ikke på det. Men hvis man er eventyrlysten og åben for ny og spændende musik, så tror jeg, at man vil få meget ud af "Traced in Air". Er man til Atheist og Pestilences "Spheres" samt de senere udgivelser af Death, så tror jeg, at "Traced in Air" vil sidde lige i skabet. Fans af progressiv metal og lidt hårdere progressiv rock, tro jeg, vil også kunne værdsætte denne plade.