Curse - Void Above, Abyss Below

Void Above, Abyss Below

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Islandsk black metal er, hvad vi har at gøre med her på Curses 3. album "Void Above, Abyss Below", og det er ikke blot black metal, men old school black metal med inspiration i black metallen før den norske revolution.

Denne udgivelse har mere tilfælles med Hellhammer og Celtic Frosts første to EPer end med moderne black metal, hvilket vil sige, at vi har med primitiv og beskidt musik at gøre, hvor der ikke gøres forfærdeligt meget ud af, at det skal være teknisk, imponerende eller hurtigt. De fleste numre er grænsende til at være simpel thrash metal med en næsten punket attitude (igen, ligesom Hellhammer/Frost og Venom og lignende), og jeg synes faktisk, at det er ret fedt. Musikken har en rå og beskidt energi, som passer albummets samlede udtryk rigtigt godt. Det her er black metal, som man får lyst til at headbange til (curse udviser dog også en lidt melodisk side på et nummer som "Painting the Devil on the Wall").

Produktionen er lo-tech med masser af rumklang og en rå, næsten demobåndsagtig lyd på trommerne, og denne produktion passer selvsagt den primitive og energiske musik perfekt.

Som fan af Hellhammer/Celtic Frost synes jeg, at "Void Above, Abyss Below" er et rigtigt godt album, som bør tjekkes ud bare for selve den rå energi og attituden, som gennemsyrer dette rå og beskidte black metal-album.