Et skridt frem
For halvandet års tiden siden udkom Bring Me The Horizons Amo, der var en plade, hvor kvintetten for alvor prøvede at redefinere sig selv med sin nye elektroniske tilgang til musikken. Det var et ganske solidt album og viste fint, at det lykkedes gutterne fra Sheffield at implementere nye elementer i musikken på fornem vis. Man kunne som metallytter frygte, at bandet ville fortsætte den poppede stil. Men det er bestemt ikke tilfældet på POST HUMAN: SURVIVAL HORROR, der endnu engang viser, at BMTH vil gøre sit for at holde metalgenren relevant i 2020.
En tiltrængt tænkepause
POST HUMAN: SURVIVAL HORROR er første del af fire ep’er, som bandet vil udgive i løbet af det næste års tid. Koncepten med at menneskeheden er på røven, og at mange er ved at blive sindssyge af sygdomme og isolationstider falder unægtelig godt i tråd med verdenssituationen, men med ni skæringer fordelt på 32 minutter er det nærmere bare et utrolig kort album fremfor en EP.
I de seneste udspil har der været flere kollaborationer og EDM-beats at spore frem for deathcore og fandenivoldskhed, som var de oprindelige rødder. Det lader dog til, at Oli Sykes og resten af bandet har haft lidt tid til at tænke sig om, da de sang ”No, it ain’t heavy metal” og har fået lysten tilbage ― i hvert fald en del af vejen.
Det føles nostalgisk, når BMTH drøner derudad med første nummer ”Dear Diary,”, der føles som at være tilbage i midten af nullerne. Et thrashet og hårdt nummer, der oser af Suicide Season med dobbelttrackede growls og screams og en shredded guitarsolo, inden det hele udgår i et ”Swerve City”-klingende riff i sangens outro. Noget, der ligger milevidt for den retning, bandet bevægede sig imod for en årstid siden, men det rykker særdeles fedt.
”Parasite Eve” begynder med bulgarsk folkemusik prydet med elektroniske beats og er et lidt underligt miks af metalcore, pop og electronic, men formår egentlig at smelte de forskellige elementer fint sammen, dog uden at man kommer helt op og ringe. På ”Teardrops” går bandet fuld Linkin Park med elektronisk nu-metal, der endnu engang sender en på et nostalgisk trip tilbage til nullerne med en god melodi og et velkendt hype inden breakdownet.
Ned ad bakke går det desværre på sidste halvdel af ep’en. ”Obey” der bliver gæstet af YUNGBLUD, hvis vokal skal overproduceres utrolig meget for at retfærdiggøre sin eksistens på et metalalbum. Ligeledes skriver breakdownet sig selv så nemt, at det lyder uinspirerende. Sangen har ellers et utrolig godt drive og nogle fede momenter, der falder godt i hak med bandets nye stil. Det samme kan siges om ”Kingslayer”, hvor bandet har ingen ringere end Babymetal med, der giver et absurd miks af drum n’ bass, k-pop og deathcore. Omkvædet kunne sikkert fungere fint som en intro til en japansk anime-serie, men gør ikke noget godt for helhedsbilledet.
Det hele sluttes af med den melankolske ballade med den utrolig lange titel ”One Day The Only Butterflies Left Will Be In Your Chest As You March Towards Your Death...”. Man kan tydeligt høre, at Oliver Sykes har rykket sig meget på sin rene vokal, og at Amy Lee gør god figur af sig. Det er desværre bare ikke nok til at veje op for den inderlighed og sørgmodighed, som bandet fejlagtigt formår at skabe.
Lidt for meget af de gode
Bring Me The Horizon viser fine takter på sit nye udspil, og interessen for de tre resterende ep’er gør sig stadig gældende. Desværre har bandet svært ved at holde kadencen hele vejen igennem, og særligt den sidste halvdel fremstår for svag i forhold til, hvor stærkt de lægger fra land. De forskellige elementer smelter ganske fint sammen på flere af numrene, men indimellem vil de også lidt for meget, hvor udtrykkene kommer uheldigt til værks. Når det så er sagt, er det dejligt at høre, at de husker, hvem de er, når de gerne vil appellere bredt og forhåbentligt kan give nogle nytilkomne lyttere en lektion i massive breakdowns.