Et fremadstormende band
Kvartetten fra Pennsylvania er tilbage med sin tredje langspiller, som medlemmerne hædrer som deres bedste og mest vellykkede album hidtil. Tilbage i 2014, hvor de blot havde udgivet en EP med fire numre, fik de en arbejdstjans som support for blandt andet Behemoth, så opmærksomheden omkring dette band var klart til stede. Det første studiealbum The Wreckage of Stars skabte meget positiv omtale som et friskt pust på den progressive dødsmetalscene. Nu er der sket et par justeringer i form af Samuel Santiago som sessionstrommeslager og Ethan McKenna på guitar samt pladeselskabet Century Media i ryggen. Black Crown Initiate er et band, der har vist et stort potentiale, og det skal blive spændende at se, om denne udgivelse er blandt toppen, som den er blevet proklameret til.
Opslugende brutalitet
Black Crown Initiate spiller blackened death metal med en progressiv tilgang til musikken. Der bliver vekslet mellem svævende og stillestående akustiske brudstykker og voldsomme, ondsindede passager, der byder på tunge growls, nedstemte guitarer og smæk på dobbeltpedalen – forventeligt, men med en vis overlegenhed, der skal være gældende i en genre som denne.
Albummet starter med nummeret ”Invitation”, der indledes med et tema på akustisk guitar suppleret med en ren vokal fra James Dorton. Herefter slår den over i en raspet black metal-klingende vokal, der bakkes rytmisk op af dybe guitarer og skæve anslag på trommerne. Nummeret har en dragende melodi, der bliver suppleret suverænt instrumentalt, og sangen byder ligeledes også på dybe dødsmetalgrowls, ydermere bliver der sendt associationer her og der til både djent og klassisk thrash metal. Noget, der er værd at bemærke, er til dels, at produktionen er blevet finpudset og forbedret fra tidligere album, og vokalpræstationerne pladen igennem er også blevet skarpere. Det skal ikke betyde, at de har været dårlige på forhenværende albums, men nu er vi altså på et niveau, der er svært at ramme, og det er en fornøjelse at lytte til.
Et af albummets afstikkere, ”Trauma Bonds”, fremstår som et lyspunkt på en ellers melankolsk og mørk plade. Med dets nærmest opløftende akkordvalg og fængende melodi samt det åbenlyse valg i overrepræsentationen af ren vokal giver nummeret, men også albummet, noget kant, der gør, at det ikke kører fast i et dybt mørkt musikalsk hul.
Herefter slår den over i ”Years in Frigid Light”, som er pladens første single og et af de stærkeste numre, der fortrinligt viser, hvordan man spiller progressiv dødsmetal og veksler mellem brutale og melodiske iørefaldende passager og får det til at gå op i en højere enhed med forskellige temaer og kreative kompositioner.
Violent Portraits of Doomed Escape holder et højt niveau hele vejen igennem. Skulle der være noget at sætte en finger på, er det nummeret ”Bellow”, der byder på a cappella-tibetansk strubesang, der hverken gør noget godt fra eller til. Ligeledes er et nummer som ”Death Comes in Reverse” ikke på samme kreative højde som de yderligere skæringer, men det er ikke noget, der påvirker helhedsindtrykket, for det er et yderst stærkt album, som kvintetten har arbejdet sig igennem.
Bundsolidt
Hvis du går og craver Opeths ”Blackwater Park ”-æra, er der højdepunkter på denne plade, der muligvis kan stille din sult. Jeg spår en god fremtid for Black Crown Initiate, der med sin tekniske overbevisning og flair for melodi har fat i noget spændende. Violent Portraits of Doomed Escape er et håndværk, der holder et højt niveau og er varieret i sit udtryk. Der er små afstikkere, der gør, at der krydses nogle forskellige veje, men stadig bevarer fatningen, og det er bestemt noget, der ikke blot skal høres en enkelt gang, men kræver opmærksomhed og engagement fra lytteren, så er der en gevinst at hente.
