Imens på Facebook...
Heavymetal.dk
Som et nyt tiltag, vil vi løbende holde vores ikke-på-Facebook følgere opdateret med hvad vi foretager os på de sociale medier. Vi vil så vidt muligt supplere med links der ikke leder tilbage til Facebook, så alle har en chance for at blive opdateret.
I forbindelse med Wacken, livestreamede Iron Maiden deres koncert som var en del af deres massive Book of Souls tour, ud til de triste fans der ikke havde sikret sig billet til en af Nordeuropas største metal festivaler.
Opeth udgiver til november et nyt album der har fået titlen The Sorceress og den første single er allerede ude, den bærer ganske passende albummets navn. Den kan høres via Rolling Stone, hvor frontmand Mikael Åkerfeldt taler lidt om den prog der har inspireret deres kommende album.
Manden bag Nine Inch Nails har lovet der kommer et nyt album i år og nyheden om en snarlig single, har hældt ekstra meget vand på fanmøllen.
Der var sørgeligt nyt til fans af Dillinger Escape Plan tidligere på måneden, da bandet meldte ud de ville skrinlægge projektet mens det stadig var sjovt. Men frygt ej, det er kun DEP der lukker og slukker, medlemmerne selv går ikke på pension.
Wacken Open Air afholdt traditionen tro deres Metal Battle og årets vinder blev Zombies Ate My Girlfriend fra Sydafrika.
Mere nyt fra Wacken, denne gang er det de første annoncerede bands der skal lokke os på næste års pilgrimsrejse til Tyskland.
Katatonia giver koncert i Danmark til november og medbringer i den anledning Agent Fresco fra Island og danske VOLA der gør sig i henholdsvis progressiv rock / pop og progressiv alt muligt.
Danske Anubis Gate har holdt kortene tæt ind til kroppen, men nu sker der noget i det Aalborgensiske metalband.
En ny supergruppe har set dagens lys. Normalt er ”super”delen noget man skal tage med et gran salt, men i dette tilfælde synes vi det er ganske passende. Medlemmerne kommer fra så forskellige bands som Cannibal Corpse, Killswitch Engage og The Black Dahlia Murder.
Norma Jean, der gav en glimrende koncert på årets Copenhell, har frigivet en ny single fra deres kommende album, der får titlen Polar Similar.
Emperors And Elephants guitarist Jeff Windisch mistede livet under en koncert med Lynch Mob, for hvem han havde varmet op for tidligere på aftenen. Dødsårsagen var angiveligt hjertestop.
Amerikanske Ghost Bath der tidligere på måneden gav en forrygende, men alt for kort koncert, melder nu ud de udgiver et nyt album til næste år.
Slayer er i det produktive hjørne. Selvom blækket på Repentless knapt nok er blevet tørt, har de meldt ud de allerede er i gang med den næste skive.
Hvem siger at fordi noget er sundt, er det automatisk kedeligt? Et studie viser at folk der går til koncerter jævnligt, fører et lykkeligere liv end dem der ikke gør.
Var det noget med lidt Darkthrone? I kølvandet på deres annoncering af Arctic Thunder, deres kommende album, slap de også lige en single, komplet med en introduktion af Fenriz’, på sit karakteriske norskengelsk.
Metallica er et band alle har en mening om. Deres nye single ”Hardwired” er der også mange meninger om. Lad os endelig høre jeres!
Til januar går Satyricon i studiet for at indspille en plade der oprindeligt skulle have været et cover album, men i stedet udviklede sig til at blive kun originalt indhold.
Endnu et dødsfald i miljøet, Architechts guitarist Tom Searle, tabte kampen mod kræft.
Korn er i gavehumør og giver os ENDNU en single, der byder på absolut ingen dubstep.
August er en god måned at være metalfan i, for selveste Meshuggah, kongerne af akavet headbanging, har begavet os med en hård omgang dissonans.
Svenske Sabaton gæster København til marts og med sig har de heltene i Twilight Force.
In Flames har nu offentliggjort artwork, titel og dato for udgivelse på deres kommende album og med i hatten har vi fået singlen ”The End”.