Et udsolgt Pumpehuset dannede fredag aften rammen for to fantastiske koncerter med henholdsvis Dirt Forge og Bersærk. Det ene band har haft held til at tæske sig ind i vores bevidsthed med en god blanding af lige dele charme og hårdt arbejde, hvilket landede dem en plads på Roskildes Upcoming Scene sidste år. Det andet har cementeret sig som et af de mest interessante bud på dansk metal de senere år, og deres dansksprogede tekster er med til at suge deres fans længere ind i det lyriske univers. Begge bands havde jeg endnu til gode at opleve live, men jeg var forberedt på at blive godt underholdt, da jeg kun havde hørt positive ting om deres evner udi livemusikkens kunst.
Dirt Forge
Smedens natmad
Skidt fra kanel
Første levende billede var Københavnske Dirt Forge. Hvis du spørger dem selv, hvilken genre de spiller, får du at vide, at genrer er noget fjollet pis, men spørger du mig, spiller de tung og doomet sludge. Det gjorde de også denne aften, og med en indlevelse der kommer af at tage musikken alvorligt. Den båndede intro ”The End of the World” af Skeeter Davis stod i skærende kontrast til den musikalske pendant af en løssluppen højspændingsledning, der er ”Stone”. De havde selv medbragt både lyd- og lysmand, og hatten af for dem begge! Lyden var velafbalanceret fra start, og forsanger Alexander Kolby lød som en spand rustne møtrikker. Nu har jeg som sagt ikke oplevet Dirt Forge live før, men fra en anmeldelse af en tidligere koncert var jeg forberedt på en basspiller, der har sit eget tyngdefelt – jeg har dog alligevel aldrig set så lange arme på denne side af Slenderman. Midt i det hele, godt fremme på scenen, sad det musikalske anker: Bandets trommeslager Nicolai Lomholt.
Smæk for skillingen
Ham vender vi tilbage til, for der skal lige en ting eller to på plads først. Hele bandet lagde sig i selen for at give os en god oplevelse. Deres næsten hardcore-inspirerede, beskidte sludge blev eksekveret med timing. De overraskede med to nye spændende numre, og de blev velmodtaget, for begge numre bidrog til den gode dynamik i deres optræden. Men også de velkendte numre blev fremført til UG. ”Rust and Copper” havde samme effekt som nytårskrudt købt fra bagsmækken på en varevogn på en rasteplads lidt uden for Bårse. Det går af lige i ansigtet på dig uden varsel og passede smukt sammen med det efterfølgende ”Fortress Burning”, endnu et argument for hvordan en velsammensat sætliste kan gøre alverden til forskel.
Gode nok til at spille hurtigt
Ser man bort fra publikums til tider lidt for højlydte samtaler, forløb koncerten uden de store problemer. Yannick Kristensen havde lidt tekniske vanskeligheder undervejs, men tog det som en pro. Var der en passage med lidt længere akkorder end planlagt, mens han fik styr på sit, bed jeg ikke mærke i det, fordi ingen lod sig påvirke af udfordringen. Alexander Kolbys soli blev ind i mellem hæmmet lidt af en uopmærksom lydmand, men han holdt sit sammenbidte psykopatansigt i de rette folder, og Nicolai… Nicolai er en fryd at observere på en scene. Efter et par millisekunders forsinkelser i det første nummer, holdt han sammen på bandets udfoldelser med en fascinerende teknik, der mest af alt minder om Animal fra Muppet Show. Med totalt leddeløse arme på overarbejde, et skiftevis koncentreret og vildt blik i øjnene og et animeret kropssprog har han i den grad fortjent en fremtrædende plads på scenen, for alle tre medlemmer er lige vigtige for at få det her til at gå op i en højere enhed. Alle de små detaljer, som Yannick, der kilder sin bas, Alexanders diskrete fingerspil og Nicolais kropssprog er med til at gøre dem til et habilt liveband – et band, jeg glæder mig til at opleve igen.
Bersærk
Hedningehegn i hovedstaden
Jyden kommer
På det seneste har Bersærk været på en mindre charmeoffensiv på de danske spillesteder, og denne aften indtog de så vores hovedstad med deres dansksprogede univers. Der herskede ingen tvivl om, at bandet har en stor og varieret fanskare, for de mange fremmødte repræsenterede et bredt udsnit af den danske befolkning, og det taler til Bersærks kommercielle fordel, at der er plads til andet end hærdebrede typer med hår mellem tænderne.
En stemme af stål
En intro er ikke en skidt idé, og når den pågældende intro er første nummer på den seneste plade, jamen så er det jo lige til højrebenet, at monologen i ”Kronen På Værket” ikke er båndet. For kontinuitetens skyld fortsatte de med en eksplosiv gengivelse af ”Kampånd” – en ganske passende titel for et nummer, der basalt set er den musiske udgave af at kunne høre sin egen puls. Indledningsvis havde jeg svært ved at se bort fra, hvor meget den mindede om Queens of the Stone Age, men lad os få én ting på det rene: Bersærk er helt sine egne. Og frontmand Casper Popp er i en klasse for sig selv. For det første, er hans vokal lige så skarp live som i studiet, og ikke en decibel mindre kraftfuld. For det andet er han hjernedødt karismatisk – kunne jeg fornemme på publikum. Selv kunne jeg ikke se ret meget for menneskemængden. Men når publikum synger så højt med på ”Nordenvind”, at de overdøver Casper, er det vidnesbyrd om den effekt, han har på salen.
Byens bedste band
Det betyder naturligvis ikke, at resten af bandet på nogen måde står tilbage med støv i øjnene. Samtlige medlemmer lagde sig i selen, og især Simon på trommer strålede. Hans lange solo blev vel modtaget og brød med Caspers monopol. Mine kritiske briller duggede til, og jeg kan egentlig kun komme på to øjeblikke, hvor fortryllelsen blev brudt. ”Tordensol” er en voldsomt fuzzy hyldest til Hatespheres sans for dystre riffs, men er også et nummer, der er kreeret med indbygget pause til fællesklap, og det gør det for kalkuleret til min smag. Udover det, er Caspers artikulation vidunderlig korrekt, når han synger, mens det kniber med udtalen ved direkte henvendelse til publikum. Det er detaljer som disse, der afholder mig fra at kunne give absolut topkarakter, for resten af pakken er komplet. Koncerten bød på mange magiske øjeblikke, hvor alting gik op i en højere enhed. Men det øjeblik, hvor scenen var indhyllet i rød røg, så kun ordet ”Bersærk” skrevet i hvidt lyste op, satte trumf på indlevelsen. Godt gået, drenge.
Flere billeder kan ses her.
Der var hård konkurrence om metalfolkets opmærksomhed denne aften. I det jyske havde Royal Metal Fest slået portene op, og Slægt spillede andetsteds i København. Alligevel var der udsolgt og mangen en desperat efterlysning af ledige billetter. Og med rette. Dirt Forge lagde en god bund, men Bersærk er brandvarme, og deres fans er både mangfoldige og entusiastiske. Publikums dårlige vaner til trods, så bidrog de til at fuldende aftenen. Luften var så tung i Kransalen, at jeg ind i mellem måtte sætte mig nedenunder og få vejret, men selv med en etages forskel kunne jeg ikke undslippe Bersærks greb. En perlerække af udgåede danske ord, serveret i et indtrængende bannerkald bliver hamret ubønhørligt ind i vores forsvarsløse reptilhjerner, og denne anmelder overgiver sig til sin generations nok største rockstemme.