Interview i internationalt farvand m/ Anders Bøtter

Anders Bøtter Anders Bøtter

Lørdag aften, på Copenhells Metal Cruise, fik jeg mig en impromptu snak med konferencier Anders Bøtter om at repræsentere et misforstået segment, at have store drømme og om kunsten at satse.

Hvorfor dig?
Han rømmer sig og fortæller mig, at holdet bag Copenhell henvendte sig til ham og sagde ”Prøv at høre her, vi har det her nye projekt, vi vil gerne have det op at stå, vi har store drømme for det, vi vil gerne lave et metal cruise”. Han fortsætter med at drage paralleller til ”70000 Tons Of Metal” – som bliver udtalt med, hvad jeg formoder er en semi-imponeret stemme, og hvordan Copenhell gerne vil lave den skandinaviske pendant.  Han betror mig, at ”der er et vibe over det her, ligesom der var det første år på Copenhell, som jeg vildt godt kan lide. Den der ”lad os starte noget op sammen”–følelse.” Men ingen opstart uden besvær. Og også selvom det er en sværvægter som Live Nation, følger der en masse opstartsforvirring med, på et helt nyt projekt. Anders forklarer at han gerne ville stille op, på et par betingelser. Det er tydeligt på svarene, at der her er noget at hente, set fra et journalistisk perspektiv, i forhold til at få de ærlige svar, drevet af passionen for emnet.Jeg vil gerne hjælpe metallen, jeg vil gerne være konferencier, men jeg gider ikke være posterboy.” Han forsikrer mig om, at han blev lovet, at de skam tog det dybt seriøst. At nu blev projektet ført ud i livet, der skulle ses på billetsalg og afvikling, og det ville Anders gerne være med til. Hans øjne lyser op og han kaster sig ud i en monolog, der tydeligt afspejler, at det er kærligheden til metallen og al dens væsen, der er det bærende element i Anders’ engagement. ”Det er som sagt, som første gang med Copenhell. Ildsjæle, der brænder for det her(...) Og jeg er med på præmissen, som jeg var med Copenhell. Jeg ved godt, det er Live Nation, det er megakommercielt og alt det der, men det kan blive kæmpestort, men der er stadig den brændende følelse af at.. det er som at starte en undergrundsklub op ude i Nordvest. Den følelse ELSKER jeg. Jeg elsker at være med til at skabe det. Og jeg kan også godt lide at se det vokse sig stort.”  Der er naturligvis også plads i Anders’ univers til dem, der foretrækker, at det bliver nede i klubben i Københavns nordvestkvarter. Men Copenhell er vokset, og han beretter om flere venner, som mener, det er blevet for stort. Selv er Anders vild med, at de drømme, de havde for syv år siden, da han bød folket velkommen på Copenhell, nu er begyndt at blive til virkelighed, og naturligvis er der drømme for dette projekt. ”Det er det, jeg gerne vil. Det er helt fair, hvis der er nogen, der er uenige og foretrækker 4000 mennesker og deres naboer. Men fra dag et har vi tænkt ” Hvad nu hvis der kommer 25000 metalheads”, og jeg har det på præcis samme måde med den her båd. Hvad nu hvis.. Vi om fem år... Kan booke ALLE dæk. Der er ingen personbiler nede på bildækket, der er kun metalbusser til at fragte folket.”

Så kan jeg ikke lade være med at tænke på lineuppet. Er det nogen, I har haft i tankerne fra start, eller har det været mere sådan ”Hvem kunne vi tænke os, og hvem kan vi få”?
Anders tøver kort og indrømmer, at den del af projektet har han ikke så meget føling med. Han giver al æren til Toke Holt og Jeppe Nissen, der har booket underholdningen på færgen og ved derfor ikke, om det er det muliges kunst, der har afgjort livemusikken, eller om det er et udtryk for personlig smag. Men Anders har dog noteret sig, at jo mere fest, der har været i musikken, jo sjovere har det været.  ”Hvis Red Warszawa kommer og spiller... Bare for sjovs skyld og narrestreger ...” Jeg informerer ham om, at vi i så fald nok ikke får lov til at komme tilbage, hvortil Anders ler uhæmmet og pludselig bliver påtaget seriøs. Han fortæller mig, med sin allerbedste voksenstemme, at her på skibet er der lidt mere albuerum, hvor man på Copenhell skal ”analysere og uha, hvad er true, og hvad er mainstream, og hvad er godt, og hvem er ude på tour. Her der det lidt mere frit, vi skal bare skabe en fest, have det sjovt og der handler ikke så meget om, hvad der er relevant lige nu.Anders skamroser Baests koncert fra dagen inden og går lidt ud af en tangent, som dog hurtigt bliver sporet ind på, hvilke kriterier der skal opfyldes for, at et band kan blive booket til det næste Metal Cruise. Han mener ikke, det behøver at være hverken ”totalt åndssvagt” eller ”bøllet”, men at det måske ikke er til den her ting, man inviterer Opeth. For som han selv så smukt udtrykker det, er det her ”tax free shopping og sjov og ballade.

Hvordan har dit indtryk af det samlede arrangement ellers været? Nu har du jo bevæget dig bag kulisserne, i modsætning til os andre, der bare ser på og tænker ”fedt!”.
”Jeg synes det har været megafedt!”  Det er et meget begejstret menneske, jeg taler med, og det er  tydeligt at se, hvor imponeret han er af alle de involveredes indsats. Han læner sig konspiratorisk ind mod mig og fortæller mig, hvordan alting er gået op, ved at alle har løftet i flok. ”Det har været fedt at se nogle af de her Copenhell-dudes, som egentlig, må jeg sige, uden at gå i detaljer, ofte sidder på nogle rimeligt... Det kan jeg godt sige, fordi jeg har fået lidt at drikke, velbetalte jobs. De sidder højt på rangstigen inden for metal og rock i Danmark, men på sådan et cruise her, har de været helt nede på det niveau, hvor man sidder og folder T-shirts sammen til merchboden og været helt dernede, hvor man gør tingene sammen, og det har været den fedeste ting”. Jeg prikker lidt yderligere til ham for informationer fra bag scenen, og han fortæller mig om en positiv sikkerhedsbriefing, hvor beskeden lød på at ”... vores fest er en af dem, hvor der er sket allermindst. Andre fester rundt omkring på skibet – og der er mange af dem, der er forskellige barer og et diskotek - dér er nederen typer, der ikke kan opføre sig pænt.” Mens vi sidder og samtaler om dette og hint, er der naturligvis liv omkring os. Det er trods alt lørdag aften, og vi er ombord en flydende bar. Et kort øjeblik bliver al baggrundsstøj dog overdøvet af den tænderskærende hvinen, som indikerer en tændt mikrofon for tæt på en højttaler. Vi ser dog bort fra den lyd, vi begge er så immune overfor, uden at tænke videre over, hvad den lyd egentlig varsler. Der bliver talt om småjusteringer og ting, der kan gøres bedre, og endnu en gang drages der paralleller til samarbejdet med Copenhell gennem årene, og de småjusteringer, der fyldte otte sider efter det første år.

 Nu er det jo heller ikke, undskyld udtrykket, så stort et projekt endnu. Der er 250 billetter i udbud, fire bands og lidt gøgl her og der. Men hvad er den reelle plan, i forhold til 70000 Tons of Rock-drømmen? Anders lægger hårdt ud med en ubetinget tillidserklæring til den overordnede arrangør og påpeger, at når Live Nation laver noget, gør de det aldrig halvt.” Idet han skal til at uddybe sit postulat, bliver vi afbrudt af akkorderne til Sweet Home Alabama fra den nærliggende bar, og Anders pauser et kort sekund. Vi får øjenkontakt, og ingen af os kan holde latteren tilbage. Vi får hikket af, der falder en undskyldning for den manglende selvkontrol, og han betror mig, han har fået ”lidt mange drinks inden for vesten”. Som den generøse tovholder på et semi-seriøst interview tilgiver jeg ham og får nødet ham til at svare. Ganske kort og præcist konstaterer han, at han tror, der er en langsigtet plan, ”fordi ellers ville de ikke kaste sig ud i det.” Han fortæller mig, at han fredag aften, via skibets højttalersystem, fik lov til at informere Metal Cruise-gæsterne om, at Entombed skulle gå på om ikke så længe. Desværre var der ingen, som havde informeret ham om, at alle meddelelser, der bliver givet efter klokken 21, automatisk regnes som advarsler. Derfor gjaldede Anders’ sprøde stemme ud gennem SAMTLIGE højttalere på skibet. Også dem i kahytterne. Og på de dertilhørende toiletter. ”Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg fik adgang til den mikrofon der, der var ikke nogen, der stoppede mig. Men annonceringen er så nået ud til ALLE, til de forretningsmænd, der har betalt flere tusinde kroner for en eksklusiv suite med boblebad. Og børnefamilier og bryllupsgæster. ALLE har hørt, at der nu er 200 gæster, der skal høre svensk dødsmetal på dæk ti. Og det er så en af de ting, man lige retter ind til næste år.”

Hvad er det sjoveste, du har oplevet på den her tur, indtil videre? Der bliver tænkt så det brager, og selvom anekdoten med Entombed A.D-beskeden ligger frisk i hukommelsen, beretter Anders om en hændelse, der måske ikke er så sjov, men i hvert fald er rørende. Ganske indlevende fortæller han om en Copenhell-ansat, der har haft sin datter med på færgen, og hvordan hun, helt naturligt, begik sig til både lydprøver og koncerter. Historien om Entombeds ”meget fulde” lydprøve, hvor hun testede både trommesæt og bas med bandets medlemmer, får smilet frem hos os begge, og det indre billede af en tiårig pige, der giver svenske dødsmetallere high-fives, giver mig håb for den næste generation. ”Det er en lille pige, der er vokset op på Copenhell. Hun har været der ude hvert år(...) Og hende der, hende kommer vi til at se om ti år i en eller anden moshpit. ”

Jeg ved godt, det et lidt et ledende spørgsmål, men tror du, det her er med til at nedbryde nogle barrierer mellem metalfolket og ”almindelige mennesker” i og med, de kan se, at selvom nogle af os måske ser lidt farlige ud, begår vi os pænt og ordentligt blandt dem - tror du, det har en konsekvens? Mit kære offer kommer helt op i omdrejninger og nærmest råber sit svar.Megameget! Altså i går (fredag), da Entombed spillede... og guderne skal vide, at de altså ikke spillede særligt godt. Det må du godt citere mig for. De var fucking stive, og sådan kan det gå. Da de stod og spillede, var der sjovt nok nogen på båden, der havde opfattet, der skete noget oppe i den sal. Og de stod ude foran og prøvede at komme ind. Man kunne ikke købe billetter til den enkelte koncert, men de ville gerne ind, for de syntes, det var megaspændende, og de kunne se ind på publikum, at ”Hey! Der er ikke nogen, der river hovederne af hinanden, der er ikke nogen slåskamp derinde.” Og de har altså valget mellem at gå ned på diskoteket, hvor DJ et-eller-andet spiller hits, eller komme op og glo på os - og nej. Det var ikke metalfolk. Det var hr. og fru Skandinavien, som lige skulle på cruise, og de ville skidegerne se Entombed!” Anders bemærker, at normalt, når man kommer på Copenhell, er det ”metal-familien”, man mødes med. Men denne gang er det ”metal-familien”, der er taget ud i den virkelige verden. Tilsyneladende var sikkerhedsbriefingerne forud for koncerterne præget af nervøsitet fra DFDS’ side, da de havde noteret sig, at de deltagende gæster var ret så berusede og det niveau af beruselse som regel resulterede i en tur i detentionen. Jeg forhører mig, i sagens natur, om der på indeværende tidspunkt, er nogen, som er endt i kachotten, og til det er svaret et rungende nej. ”Ikke et eneste metalhoved. Og de var nervøse. De kender ikke vores kultur, de ser bare, folk sejler rundt. Men det er klart, at når folk ikke kender det, og de så hører, der går et band på, som spiller noget, der hedder dødsmetal, og bandet hedder ”Bæst”, og de kan se, at folk er ved at gå helt amok over det, tænker de ”Det her, det går sgu ikke. De kommer til at smadre ruderne, baren, hinanden.” Vi var nødt til at berolige dem og sige ”Hør her. Giv det lige noget tid. Se hvad, der sker derinde. Jeg skal nok sige de der helt banale ting til folk. Lad være med at ryge indenfor. Lad være med at stå på bordene. Lad være med at stå i sofaerne.” Og da Bæst havde været i gang i en halv time, var alle securityfolkene bare SÅ glade.” Anders griner og fortæller, hvordan en af dem havde sagt til ham, atDer står jo en mand i bar mave, men alle er så rolige! Det kan jeg virkelig godt li’!

Jeg kan høre på dig, du er stolt af os. Tror du, det betyder, vi får lov igen til næste år?
Anders nikker bekræftende og udbryder, at han rent faktisk er meget stolt af os. For han har også været en smule nervøs. Det er, trods alt, ham der står med mikrofonen i hånden og bliver stirret på af fem uniformerede mænd med striber på skuldrene, skulle han finde på at råbe obskøniteter ud over skibets højttalere. ”Jeg bliver nødt til at ranke ryggen, tage det ansvar på mig og sige ”Jamen vi er okay, og vi kan fucking godt administrere det her. Det er ikke som I tror det er. I må tage en chance og det har de gjort, og vi har levet op til alt det, som jeg ved vi er, men det er ikke sikkert, at alle ved det. Så ja, det tror jeg. Jeg krydser fingre for det.”

Man kan jo også være lidt kynisk og sige, at hvis det viser sig, det kan betale sig for dem, er der jo ikke nogen grund til at lade være...  ”Skal vi være helt kyniske?”

Ja tak.I går har de haft... et par episoder med folk, der blev bedt om at gå i seng. Som sagt, småting i forhold til, hvad der er sket på diskoteket. Og uden at vide det er jeg sikker på, når de ser, hvad de har tjent i baren med metalhoveder på skibet, bliver de RIGTIG glade. Og det er dér, kynismen kommer ind, for så siger de ”Det der, det gør vi igen til næste år, for de drikker som huller i jorden, og det kan vi godt lide!”” Vi bliver enige om, der ikke er nogen, som laver en festival for hyggens skyld, uden at kigge på bundlinjen, men vi håber begge på, der bliver et ”til næste år.”

 
Og så skal jeg lige høre dig her afslutningsvis, inden jeg løber tør for ting at spørge om... Hvis du helt selv kunne vælge, inden
for rimelighedens grænser, hvem kunne du så godt tænke dig at præsentere til næste år? Jeg sagde det lidt som en joke i starten af interviewet, men jeg har det ærligt talt sådan her... Jeg kunne godt tænke mig Red Warszawa. Det er sjov og ballade, det er så dansk, som det kan være, og jeg kan ikke komme på noget band, der passer bedre ind på OSLOBÅDEN end fucking Red Warszawa.” Endnu en gang fremhæver Anders, at stod han for bookingen, ville det være med fest for øje. ”Vi skal ikke stå og høre Behemoth spille hele ”The Satanist” på den her tur. Det er ikke det, man skal. Så hvis jeg skulle stå for programmet, ville jeg booke noget, der var fest, ikke nødvendigvis kun for benene, også for hjernen.” Han drømmer om koncerter, som finder balancegangen mellem dødstyngde og melodisk feststarter. At kende sit publikums begrænsninger er en kunst, for, som Anders så smukt formulerer det, er der ”kun fire koncerter, og let’s face it. Når man er her, og der er en tax free shop, og folk gerne vil drikke hjernen ud, skal der en fest til.” Til det har jeg efterhånden fornemmet, at Red Warszawa er bandET, da de atter bliver nævnt, men Anders er også lun på tanken om at støve nogen yngre, danske bands op og lade dem skabe festen. Her kaster Anders sig ud i en lang forklaring, der skal uddybe, at han ikke nødvendigvis taler om de mest teknisk dygtige, og der følger en lang liste over bands, han elsker, men slet ikke ville passe ind, da de måske er for atmosfæriske til stemningen på færgen. ”Det skal ikke være for højpandet. Ikke noget med en Opeth sit-down session”. Gennem hele interviewet har den nærliggende bar haft live-underholdning, i form af en fedorabærende og hørskjorteklædt mand med en guitar, der har tæsket sig igennem et væld af forskelligartet musik. Vi har egentlig godt kunne abstrahere fra maltrakteringen af de forskellige værker, men magien i samtalen går tabt, da Anders nærmest råber, atNu sidder han kraftedme og spiller Police. Fuck, hvor jeg hader det!Jeg forsøger at glatte ud og nævner, jeg hørte Joan Jett nede på den anden bar tidligere. Anders bliver helt fugtig i øjenkrogene, og vi bliver enige om, at hvad der ellers er at sige kan siges, når der er slukket for diktafonen.

Foto: Agnete Schlitkrull