Interview med Hajn
Hajn
I slutningen af februar udgav Hajn debut ep’en EP. I den anledning tog vi en snak med projektets bagmand, 14-årige Anton, om ordspil, fordelene ved den gyldne ungdom, og hvorfor Hajn ikke skal staves ”hegn”.
Lad os starte fra nul. Hvornår og hvordan fik du ideen til Hajn?
Jeg fik navnet Hajn tilbage i 3. klasse, da der kom en pædagog ind i rummet – Klaes hed han. Han havde en hoodie på, hvor der stod, at han havde hjulpet med at sætte hajn op på Grøn Koncert, tror jeg det var. Jeg har husket det navn, indtil jeg endelig fik det udnyttet omkring efterårsferien 2019, hvor jeg gik i studiet med Nut, fordi jeg ikke kunne finde nogen at spille musik med. Så ja... Jeg startede grundlæggende Hajn, fordi jeg ikke har kunnet finde nogen at spille musik med.
Det virker ret ambitiøst at starte ud med et soloprojekt. Så hvorfor et soloprojekt og ikke et band?
Som sagt ovenfor, så er det, fordi jeg ikke har kunnet finde nogen at spille med. Nu har jeg heldigvis fundet et band, Nakkeknaekker, som er røv fedt! Tjek det ud på bandcamp. Jeg spiller trommer.
Navnet Hajn… stavningen burde få enhver dansklærer til at krumme tæer, men hvorfor Hajn, og har det noget med hegn at gøre?
Det er Hajn, fordi det kan bruges meget bedre i udlandet end hegn pga. udtalen, og fordi Klaes –pædagogen – havde den grønne hoodie på, hvor det også var stavet Hajn.
Hvis du havde en femmer for hver gang nogen laver et ordspil på Hajn og hegn, hvor mange penge havde du så, og hvad ville du bruge dem til?
Jeg tror, jeg vil have en 5-10 kr.… så måske en pakke tyggegummi?
Det er en glimrende omgang old school død, du fyrer op for på ep'en. Men hvem og hvad er du inspireret af?
Tak for det! Den er inspireret af MANGE ting. Bands som: Motörhead, Lamb of God, Gatecreeper, Bloodbath og lignende.
Det er jo ikke ligefrem ukendte gæster, du har med på hverken singlen eller ep'en. Hvordan kom det i stand?
Jeg skrev til dem. Jeg har altid haft det sådan med at spørge, at det værste, der kan ske, er vel, at de siger nej? Men så har jeg jo givet det et forsøg.
Hvad var den største udfordring ved at indspille ep'en?
Jeg gider næsten ikke nævne det... CORONA!
Engang når det bliver muligt, har du så planer om, at Hajn skal spille live?
Ja, men det tager jeg til den tid.
Det er jo ingen hemmelighed, at du er et par årtier yngre end resten af metalscenen. Hvilke fordele ser du ved dette?
Jeg ved sgu ikke, om der er nogen fordel i det.
Du har fået en del opmærksomhed fra både P4, Sort Søndag og Aftenshowet, men hvad har den største oplevelse med Hajn været?
Det hele har været røv fedt! At være i tv, radio, podcasts osv., men at være i Aftenshowet og sidde med Chief 1, der siger, at han var samme sted som mig, da han var ung. Det var pææææænt fårking sejt!
At sige, du har fremtiden foran dig, er nærmest en underdrivelse. Men har du et mål med Hajn?
At have det fedt! Lave sejere musik, og gøre lige hvad der passer mig med Hajn.
Hvordan tænker du at nå dette mål?
Give den gas!
Mange tak for din tid og dine svar.