Død og dommedag, nu i sort
Siden Konvents debut, Puritan Masochism, udkom sidste år, er Danmark for alvor kommet på det internationale death/doom kort. Ikke fordi Saturnus skal berøves for al anerkendelse, men det er trods alt otte år siden, de udgav deres seneste plade Saturn in Ascension. Men nu eksisterer der også andre danske bands, der gør sig i langsomme brutaliteter. Et af de nyeste skud på stammen er københavnske Wokeh, der, ifølge dem selv, ikke kun spiller death/doom, men blackened death doom. I 2019 udgav de ep’en Wokeh, og i november sidste år smed de deres debut Where Ancients Tread på gaden. Om deres navn så udtales som ordet, der bruges om folk, der er lige lovligt politisk korrekte eller som en velkendt sci-fi Bigfoot, er så ikke til at vide.
De prøvede, og de fejlede… næsten
Skulle der dog sidde nogen derude og undre sig over, hvad blackened death/doom er, så er det lidt simplificeret sagt energisk funeral doom med lidt ekstra død. Hvis man forestiller sig en krydsning mellem Wormphlegm og Forgotten Tomb, så er man der næsten – i hvert fald på papiret. Men hvad gør man, når man har smidt papiret væk?
For Wokeh virker ikke til helt at have gennemskuet, hvad death/doom begrebet egentligt indebærer. Where Ancients Tread lyder som Sunken og Falls of Rauros, der er blevet bedt om at lave en death/doom-plade uden at have fået et eneste referencepunkt. Den eneste hjælp er Omega Massif, der sidder på sidelinjen og kommer med vage tips og tricks i tilfælde af, at projektet er ved at sejle helt af sporet. Hvilket også er fint nok, når det kommer til det doomede, men med døden er det lidt en anden sag. Wokeh prøver nemlig alverdens krumspring for at undgå at spille dødsmetal.
Der bliver budt på High on Fire-lignende grooves på ”Chimaera”, en bred vifte af mere eller mindre folk- og blues-inspirerede sektioner, og ”Tomes of Desolation” har intet mindre end en så rustik omgang banjo, at man næsten begynder at destillere sit eget hjemmebrændt. Måden, hvorpå Wokeh formår at flette disse mystiske og umiddelbart malplacerede elementer ind, vidner om en opfindsomhed, man kun kan rose dem for. Men ak, Wokeh kan ikke komme helt uden om døden, og når de begiver sig ud i den på ”Beyond Perception” og ”Where Titans Slumber”, bliver man som lytter lige pludselig meget interesseret i at se, om man kan få tiden til at gå hurtigere ved at kigge intenst på sekundviseren på sit ur.
Der hvor Wokeh dog brillerer, er, når de ikke prøver at skjule manglen på dødsmetal, men indrømmer, at de heller vil feriere i Oslo end i Florida. ”Rán” og førnævnte ”Tomes of Desolation” er netop langt mere black end død. Det er domineret af black metalliske smertensskrig, dommedagstoner svøbt i en atmosfære af had og afsky. Så kan det godt være, at Wokeh siger, de spiller blackened death/doom, men de burde nu kalde det deathened black/doom
Ud med døden og ind med mørket
Hvis Wokeh turde indrømme over for sig selv, at de ikke rigtig har forstand på dødsmetal, ville Where Ancients Tread være en glimrende plade. Det bliver alt for trivielt og intetsigende, når de begiver sig ud i genren. I stedet burde de kaste sig ud i mere rendyrket black/doom, dog skal de ikke høre nogle klager herfra, hvis de vælger at bibeholde de mere folkede og bluesinspirerede elementer.
