Hvis du hører til den snævre kreds af metalheads, der i slutfirserne sad og rodede med pickuppen mens The Crumbsuckers Beast on my Back kørte over rillen og tænkte, at sådan kan heavy metal da ikke lyde, så læs lige videre …

Memento – du skal huske!

Definitionen på et virus lyder som værende mikroorganismer, der ikke er i stand til at formere sig alene, da de er nødt til at invadere en værtscelle og overtage dens maskineri for at kunne lave flere viruspartikler – således også med dette band, der til fulde lever op til sit navn! Virus er en skøn blanding, et sammensurium så at sige, af metal, funk og et eller andet ikke definerbart, som ovennævnte Crumbsuckers stod for i 1980’erne. Os, der lyttede til metal dengang, havde aldrig hørt noget lignende. Det her er avantgarde, så det batter!

Mainstream er en by i Rusland.

Hvis du fortsat er med, så lyt endelig videre … for vira, som det hedder i flertal, og her er heldigvis seks af slagsen, skuffer ikke. Det er krævende og kræver tålmodighed. Du skal synes at Celtic Frost er blevet mainstream for at følge med her. Men køber du den, så er der altså også rigtig meget guf at hente. ”Rogue Fossil” lyder som det, det er: et begyndende forsøg på at lave noget helt anderledes og ganske mærkværdigt. Og det er lykkedes. Virus fortsætter med ”Dripping Into Orbit”, og her bliver det næsten teatralsk med Czrals stemme, der lader til at have kigget landsmændene i Madrugada over skuldrene.

Produktionen er skramlet og virker til tider nærmest primitivt punket, men det lægger godt op til den stemning der, måske utilsigtet, er gennemgående på pladen: Det skal ikke være for pænt, det her - da slet ikke med det navn! Virus bliver til vira, smitten spreder sig! Under alle omstændigheder sidder jeg med følelsen af at have pådraget mig noget, der ikke umiddelbart slipper sit tag i kroppen lige med det samme.

Den biologiske faktor.

Det her er en plade, der kræver noget af sin lytter og det vil helt sikkert ikke falde i alles smag. Her prøves og øves og det forsøg, der gøres med Memento Collider, er bestemt godkendt indtil videre. Denne anmelder ser allerede frem til, hvad der fremover må vælde frem fra jazzens mørke, sorte underskov, når der suges krummer op fra den avantgardistiske pøl af utæmmet kreativitet, som Virus tydeligvis suger næring fra.

Det kunne virke som om biologiens egen paria, virusset, har manifesteret sig og sat sig i kroppen med sine skæve, legende lyde og overrumpler denne anmelders umiddelbare veneration for orden og struktur i et ellers kaotisk segment.

Med håbet om at Virus udvikler en resistens mod pladeselskabernes mainstream-lyd, skal der herfra lyde et fast, velstemt og afbalanceret ”ja tak” til mere af samme skuffe. Længe leve den biologiske faktor.