Rollibock kommer!
Schweiziske Ungfell er for mig på mange måder et band meget lig tyske Bilwis. Forstået på den måde, at jeg kender dem, jeg kender til deres diskografi, og mindst én gang har et af deres albumcovers fået mig til at tænke ”årgh, det ser fedt ud, den må jeg høre!”, men så komplet glemt at få det gjort. I Ungfells tilfælde drejer dette sig specifikt om Mythen, Mären, Pestilenz fra 2018. Men nu skriver vi 2024, og bandet har netop udgivet sit fjerde album, De Ghörnt, en fortælling om hybris, et Richard Connell-influeret plot og en ondsindet, blodtørstig alpedæmon: Rollibock! Så det er frem med corpsepaint, frakke og muskedonneren, vi skal på vandretur – black metal style!
Storslået, men uforløst
Er man ikke bekendt med denne schweiziske duo, så spiller de en melodisk kombination af black og folk metal tilsat en god portion 1980’er-guitar, bølleriffs og sporadisk heltevokal. Det er på mange måder en klassisk omgang pagan black fra Centraleuropa, ikke helt ulig bands som Horn og Skratte, men samtidig så blæser der kolde vinde fra Finland indover, da især heltevokalen og bølleguitaren minder en hel del om Havukruunu.
Så hvis man forventer en iskold omgang trve-black, skal man lede andetsteds. Helt generelt virker Ungfell til at have mere humor, end de fleste andre black-bands har – hvilket egentlig er et godt tegn. Den bedste, og absolut korteste, måde at beskrive De Ghörnt på også bare at sige, at det er en utroligt morsom plade; hvis man er barn af 1990’erne, vil man nok kalde den for ”grineren”. Det er ikke kun den overordnede fortælling om en overambitiøs jæger, der ender sine dage som en gededæmons frokost, det er også diverse musikalske indspark, der trækker gevaldigt i smilebåndet. Som de mange Tom G. Warrior-inspirerede ”oh!”-lyde eller den ekstremt uventede Van Halen-agtige guitarsolo i ”Im Ruusch”, for slet ikke at tale om de, for genren, meget overraskende bassoli. Men det er ikke kun fis og ballade, det hele, for Ungfell er også ekstremt kompetente komponister, hvilket nummeret ”Im Ruusch” virkeligt understreger – der sker så utroligt mange ting, og der er så mange skift i løbet af nummerets spilletid; man sidder næsten med en følelse af, at det er tre-fire numre, der er bagt sammen.
Dog savner jeg, at albummet slutter af med et ordentligt brag – for igennem hele albummets spilletid bliver der bygget mere og mere på, og der ophobes en stemning, som virkeligt trænger til en eksplosiv forløsning, men den kommer desværre ikke. I stedet slutter albummet med lidt feedback fra en forstærker efterfulgt af komplet stilhed – det er ærlig talt en uværdig slutning.
Fee’ sårt
Men ser man bort fra den flade slutning, så er De Ghörnt en formidabel omgang pagan black – og Ungfell beviser, at de sagtens kan stå distancen samt fortjener ros og den fremgang, som de har haft siden undfangelsen i 2014. Så der er ingen tvivl om, at Ungfell – helt generelt – er noget, man bør høre, for ikke nok med, at det ser fedt ud – så lyder det også fedt!
