Genialt comeback fra hollandske Soulburn: blackened death, der æder din sjæl.

Hvis man troede, at man i midt-halvfemserne havde hørt det sidste til Soulburn, har man taget grueligt fejl. De har netop udgivet deres andet album, The Suffocating Darkness – hvilket ganske godt beskriver, hvad lytteren går i møde. På bandets facebookside klassificerer de selv deres musik som ”dark grimm metal”, hvilket egentlig beskriver deres materiale meget bedre, end nogen anden subgenre kunne have gjort.  

Gennemgang:

Introen, ”Apotheosis Infernalis”, er med hviskende stemmer og en smuk, messende kvindestemme, utrolig stemningsfuldt og dystert. Det gøres her soleklart, at det vi går ind til her er ondt. Introen byder også på en noget dæmpet, men yderst episk og storslået undertone, hvilket går igen et par gange i løbet af resten af albummet.

Selvom jeg satte dette album på i troen om at det var death metal (tak, metal archives), fik jeg mig noget af en overraskelse. Både introen, den rå, kolde produktion og forsangerens growl leder tankerne hen på black metal af sorteste skuffe. Dog består numrene af death metal-inspirerede riffs, så om ikke andet er Soulburn lige tilpas tro mod genren. Hvad mere er, overraskes og begejstres lytteren (i hvert fald i mit tilfælde) flere gange undervejs af temposkift, der skaber associationer til doom – den iskolde, dystre af slagsen vel at mærke. Især disse langsomme passager er jeg helt vild med. De skaber en yderst intens atmosfære, som man sjældent støder på, samtidig med at musikkens generelle hårdhed og ondskab bibeholdes. Samtidig er der iblandet en del melodiske elementer i det kaos, som The Suffocating Darkness består af, hvilket er en perfekt kontrast, der samtidig binder de mere rå elementer sammen. "The Mirror Void" er et nummer, der på fineste vis blander det melodiøse med aggresivitet og dystre undertoner. 

Konklusion:

Jeg var ikke bekendt med Soulburn før, og derfor må The Suffocating Darkness siges at være noget af en overraskelse – af den positive slags. Det er genialt, yderst stemningsfuldt, og til tider næsten hypnotiserende – og hverken Soulburns kreativitet eller evner fejler noget her. Især bør numrene ”Under the Rise of a Red Moon” og ”The Mirror Void” fremhæves som nogle af albummets (mange) højdepunkter. Soulburns nye album er ikke specielt lyttervenligt - men det er kun en god ting!