Altid have en kold på køl
Vi kender alle til at have en lidt hektisk uge. En uge hvor vi ikke føler, at vi får et ben til jorden, og livet sender os ud på omveje, grusstier, og hvad der måske var en markvej for 100 år siden. Sådan en uge lader det til, at Slipknot har haft. Onsdag kom udmeldingen, at Craig Jones har forladt bandet – en udmelding der senere blev fjernet fra de sociale medier. Dagen før var der endda nyheden med Clown der tog hjem fra turneen for at være hos sin hustru. Torsdag poster bandet er billede af en ukendt maskeret person, som måske er Craig Jones’ erstatning. Samme dag uploader bandet en video på Instagram, som henviser til hjemmesiden youcantkillme.com, hvor man kan skrive sig op til, ja, noget. Fredag udgiver bandet så, ud af ingenting ep'en Adderall, på Roadrunner Records, som de ellers forlod efter The End So Far. Er du forvirret? Godt, så er vi to, men det kan være, der ligger svar gemt på ep'en.
Man kan lave magi ud af skrammel
Det kan også være, at der ikke gør. Ep'en består nemlig dybest set af åbningsnummeret fra The End So Far, "Adderall", i fire forskellige udgaver: originalnummeret uden intro, en demo udgave, en instrumentalversion og en alternativ instrumentalversion kaldet "Hard to Be Here".
Det kan virke undrende, at Slipknot har valgt at gå i dybden med netop dette nummer, da dets voldsomme musical- og Broadway-klang både gør det til noget af det mest u-Slipknotske til dato og gjorde det til noget af det ligegyldige fyld på De Nis seneste plade. Men på trods af et umiddelbart kvalitetsniveau som de kopi-Ray Ban, du købte sidste år i Tyrkiet, så er der bestemt noget at hente på Adderall. Især hvis man synes Anathemas tyve år gamle A Natural Disaster er et mesterværk. På instrumentalversionen har Slipknot kanaliseret deres indre melankolikere og sværget troskab til englændernes eminente rock-ballader, hvor stemningsfyldte guitarflader bærer smukke mørke klavermelodier. Endnu bedre bliver det dog på "Hard to Be Here". For ikke nok med, at de rammer Anathema-stemningen lige i øjet, så giver de stilen et Slipknotsk twist med en god portion keyboard og synth, som tager nummeret fra værdig efterligning til et imponerende originalt værk.
Når nu instrumentalversionerne fungerer så godt, hvorfor er det så, at den introløse og demoversionen lyder mere som Cats og Chess end Iowa og Vol. 3? Det er selvfølgelig, fordi vokal og kor er en lettere tvivlsom oplevelse. Corey Taylor er ingen dårlig sanger, men han bliver aldrig hverken Broadway-stjerne, David Bowie eller Anathemas Vincent Cavanagh. Point for forsøget, men jeg tror, vi skal ud i jævnt mange gange off-Broadway, før Corey får en ledende rolle. Så at disse to versioner absolut skal inkluderes – og endda lige efter hinanden – skriger kvantitet over kvalitet. Og måske en vokalist med et lidt for stort ego.
Piet van Deurs har ikke levet forgæves
Inklusionen af introløs -og demoversion tror jeg dog udelukkende er for at give ep'en en respektabel længde. For på udgivelsen er også numrene "Death March" og "Red or Redder". To korte synthede og samplede numre, som i forbindelse med "Hard to Be Here" skriger Craig Jones. Så i den forstand bør Adderall ikke ses som en Slipknot-udgivelse, men måske mere en hyldest til Craig Jones, og det arbejde han har gjort for bandet. Det kan også være, det er et grådigt forsøg fra Roadrunner Records på at klemme de sidste skillinger ud af Slipknot. Ingen ved det ud over bandet og pladeselskabet selv.
