Shivan er vist nok oprindeligt et black metal-band, men har på deres nye album taget en helt anden drejning over i retning af goth-inspireret metal med let progressive tendenser. Jeg får associationer til et band som Novembre, der ligesom Shivan kommer fra Italien, men Shivan har dog et mere rytmegruppe-orienteret lydbillede og knap så meget klanglig fyld i produktionen.

…Nå ja, og så er Shivans musik heller ikke særligt iørefaldende, harmonierne er enormt ensformige, vokalen veksler mellem monotone, teatralske sangfraser, bøvede, irriterende skrig, råb og "rå" vokal og talt engelsk med en accent, der får det til at lyde som en parodi.

Shivan er ikke ubetinget elendige, f.eks. spiller trommeslageren ganske varieret og energisk, og bandet har trods alt nogle interessante indfald, f.eks. det Jethro Tull-agtige mellemspil på "Ain’t No World", hvor vi også en kort overgang får nogle black-agtige hurtige trommer. Men generelt virker det som om de eksperimenterende viljer i Shivan er lidt for fascinerede af, hvad de kan i denne (for dem tilsyneladende) nye genre. Det lille prog-agtige keyboard-intermezzo, "Past the Mid Route", der kunne have været en lille diskret intro til et andet nummer bliver strukket ud i over to et halvt minut, hvor der sker forsvindende lidt udvikling. Og det eneste positive, man kan sige om det erklærede "remix" af nummeret "Alone Again", er at det er betydeligt bedre end det "rigtige" nummer tidligere på skiven, en sang, der er helt vildt irriterende. Bortset fra det lyder remixet som noget, der er flikket sammen i et techno-program på et par timer af en helt ny bruger.

Det er muligt, Shivans nye album vil blive opfattet som vildt originalt af dem, der evt. har kendt bandet tidligere, men "When Wishes Sicken" kræver for mig en vis portion viljestyrke at få lyttet igennem flere gange. Bandets æstetiske standarder og krav til harmonisk variation (eller mangel på samme) er simpelthen under et niveau, jeg finder acceptabelt.