Sear Bliss er et black metal-band fra Ungarn skabt tilbage i 1993. De har en del udgivelser bag sig, og ’Eternal Recurrence’ er deres syvende studiealbum, det første i fem år. Efter en hurtig billedsøgning på google var jeg forberedt på en ordentlig omgang black – og det var lige hvad jeg fik.

Intronummeret, ’The Eternal Quest’, starter ud med stille, nærmest advarende guitar og dæmpede trommer. Et utydeligt voice-over slår over i dyb, brutal growl, som er ganske typisk for genren – ligesom trommerne er, da tempoet øges. Noget der til gengæld ikke er almindeligt for genren er, at Sear Bliss bruger både synthesizer (som bruges meget i fx industrial metal) og forskellige blæseinstrumenter som trompeter og tromboner. Det gør de brug af i intronummeret, og det er virkelig vellykket – udover at det gør bandets lyd meget unik, minder det mig mest af alt om et symfoniorkester fra helvede.

Sangene på ’Eternal Recurrence’ er meget stemningsfulde – ’Ballad of the Shipwrecked’, lyderligefrem fugtig. Albummets helhed emmer generelt bare af glædesløshed, fortvivlelse og vrede. Det er ét af de albums, hvor man ikke behøver lytte efter ordene for at forstå teksten, man skal bare føle den. Især på de punkter minder musikken mig meget om Dark Fortress’ ’Ylem’-album fra 2010.

’Eternal Recurrence’ virker ikke ensformigt på nogen måde, der er store kontraster og variationer i de enkelte sange. Gennem hele albummet bliver der brugt forsanger András dybe, men dog forståelige growl og så clean backing vokals fra de andre i bandet, der står i fed kontrast til hinanden. Derfor blev jeg overrasket, da han i outronummeret, ’Entering the Seventh Gate’, slår over i almindelig sang, der lyder uhyggeligt meget som Axl Rose, akkompagneret af forvrængede, hviskende stemmer, der virkelig bare er røvuhyggelige. Det lyder helt ekstremt fedt, og Sear Bliss skal have credits for at overraske så meget i sidste øjeblik.