Man skal gemme det bedste til sidst

Når året begynder at gå på hæld, og skrivebordet skal ryddes, så sker det, at man finder forskellige interessante ting, som man ellers havde glemt alt om. Sådan havde jeg det, da jeg begyndte oprydningen og faldt over australske Resin Tomb og deres debut Cerebral Purgatory. En plade jeg hørte en del, da den udkom tilbage i januar, men af uransagelige årsager valgte jeg i stedet at anmelde Perveration og Stages of Decomposition – hvilket i bagklogskabens ulideligt klare lys nok var det forkerte valg.

Trykkende hede og mentalt sammenbrud er et must på charterferien

Resin Tomb gør sig nemlig ikke i jammerlig brutal død, men i vred og sludget dissonant død, hvor der bestemt ikke bliver lagt fingre imellem i forsøget på at efterlade lytterens sind i tvivlsom tilstand.

Jeg kan lige så godt være ærlig fra starten. Cerebral Purgatory er en fremragende plade. Åbneren “Dysphoria” er nærmest deathgrindet i sin vrede fortolkning af den nådesløse australske ørken. De dissonante riffs agerer den brændende, stikkende sol, trommer og bas, den ulideligt trykkende hede, og vokalen råber og brøler i afmagt, mens dit mentale helbred langsomt smuldrer. “Flesh Brick” letter en smule på den trykkende hede og lader de skurrende riffs folde sig en anelse mere melodisk ud. Det melodiske skal dog tages med et gran salt, da riffet har en glimrende klang af dit sind, der snurrer dybere og dybere ned i vanviddet. Præcis hvad vi alle sammen går og mangler her i den søde juletid. Apropos jul, så lyder Resin Tomb lidt som en væmmelig julegave givet af Vermin Womb til Ulcerate. Hvor Vermin Womb har givet deres eksplosive foragt for menneskeheden til Ulcerate, som derefter har tilføjet en gang kvælende mørke og komprimeret det i sludgens betonslæbende afmagt. En blanding som for alvor kommer til sin ret på “Purge Fluid”. Åbningsriffet er som et hvidglødende inferno, som smelter det sidste af din forstand, inden de kvælende døds-sludgede rytmer, som en ekstrem hedebølge, maser den sidste rest livsgnist ud af dig. Og det eneste, der er tilbage at gøre, er i afmagt at tigge den australske kvintet om en hurtig død. Det er en herlig form for selvpineri, og jeg tror ikke, at der eksisterer en plade, som lever bedre op til sit navn end Cerebral Purgatory.

Det eneste, som kunne have gjort dette møde med den ubarmhjertige australske natur bedre, var, hvis man skar første halvdel af titelnummeret væk. Alt ære og respekt for, at Resin Tomb måske har hørt Slayer. Men når missionen tilsyneladende er at få lytteren til at gå til i den australske hede, så er et gumpetungt thrash-riff plagieret fra Seasons in the Abyss noget af det sidste og mindst effektive, der kan trækkes op af hatten.

Jeg beklager ventetiden og beder om barmhjertighed

To tvivlsomme minutter ændrer dog ikke på, at Cerebral Purgatory er en fremragende ekskursion ud i den australske outback, hvor alt du ser omkring dig prøver at gøre en ende på din sølle eksistens. Det er en tung, vred, dissonant og helt igennem ulidelig knusende affære, som de færreste nok vil synes er en fornøjelse. Men for de udvalgte få, så har Resin Tomb begået en fremragende plade, der nyder at straffe dig.