Man kan sætte pris på mange ting her i livet! Nogen sætter pris på tobak, øl og hygge. Andre er det en gang Metal med indtagelse af Blå Thor. Selv er jeg glad for når en cd udkommer; jeg kan sætte mig tilbage og vurdere de tracks, som summer ud af min B&W højttaler. I denne omgang er det Opeth der basker løs. Det er svært! Da Opeth er ret svær musik, skal det også lyttes til. Men Opeth er et snydeband af højeste karakter. De tager én ved næsen og griner imens de peger på en. Heritage betyder arv, og det giver mening. Hele Cden er nemlig bygget op omkring Mikael Åkerfeldts kærlighed for 70er prog rockens bands. Så hvis man tror man skal høre døds metal med en melodi, kan man godt vende snuden væk, for det er ikke det vi skal høre! Åkerfeldts inspiration stikker dybt i hans LP plade samling er gamle Prog Rock bands fra 70erne. Her kan nævnes Camel, Jethro Tull, King Crimson, Deep Purple, Emerson, lake & Palmer og Comus er bare en lille del af det han er inspireret af. Hele det univers skal man kunne forstå og holde af, og det er vel nok grunden til at Åkerfeldt har lavet denne plade.

Heritage starter op med et instrumentalt nummer, som minder meget om "Jan Johansons - Jazz på svensk". Det er virkelig et rart nummer og meget flot. "The Devils Orchad" er skivens track nummer 2, og nu er stilen lagt! Dette er Rammen for denne plade, nu kan alt ske. Dette nummer er for mig virkelig lige i øjet. Jeg er tilbage i 70erne, jeg har skiftet alle mine bukser ud med fløjl, mit hår er nu langt og er fuld af krøller. Og sådan flyder det afsted. Numre som Slither som igen snyder, bare vent! Famine er også mega lækkert og syret. Nepenthe er et atmosfærisk nummer som byder på lange strofer og soloer. Folklore snyder igen og her mærkes 70 Prog Rockens mønster i pladen.

Jeg syntes satme godt nok det er en lækker plade, og den kan høres på alle tidspunkter. Sammen med mine forældre, på job, i S-toget, når det regner, når solen skinner! Det er i det hele taget et godt album. Men men men! Er der ved at være solgt ud af Opeth stablen? De har jo taget en ved næsen før, da de lavede Damnation. Så er det slut med dødsmetallen. Er Opeth på vej af samme vej Som Metallica da de lavede Load og Re-Load? Der kan jeg kun svare "Det ved jeg ikke! Men jeg tror det ikke!" For Opeth er jo kun blevet bedre, syntes jeg!

Denne Cd er godt produceret, bandet er sammenspillet og der er masser af energi tilbage i Opeth til at lave progressiv dødsmetal. Men der er også plads til at lave Heritage! Denne 10 spors skive er fuld af Opeth, dog ikke med den growlende Mikael Åkerfeldt vi vandt til, men mere den Damnation agtige. Det er et fantastisk album og jeg er solgt til og er nu endnu mere glad for Opeth, end før. Dog tror jeg at Opeth fans, som er glad for den dystre og mørke del af Opeth vil gå uden om dette album. For mig er det ikke sagen! Jeg er begejstret, glad og især afslappet til dette album, for det et arvestykke som vil blive lyttet til mange gange.