Murder Made God - Enslaved

Enslaved

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Græsk metal er ikke hvad det har været

Nøgne mænd, dameglade guder og salt ost i tern.

Grækenland er som bekendt civilisationens vugge, de har patent på ca. halvdelen af alle ord og har opfundet den bedste fuldemandsdans siden polkaen. De har OL og filosoffer galore på samvittigheden og har et pantheon, der den dag i dag gennemsyrer den fascinerende kulturarv, de har at byde på. Når det så er sagt, så kan de også prale af en levende metalscene, der har givet os bands som Rotting Christ og Septicflesh.

”Quality is not an act, it’s a habit.”

Desværre er det ikke noget, man kan tilskrive Murder Made God. De spiller teknisk dødsmetal af den hurtige og brutale slags. Ingen dikkedarer eller fancyness, bare et band og deres trommemaskine. Og der rammer vi hovedet på et af sømmene i den ligkiste, jeg på bedste IKEA vis har samlet til dem. For jeg bliver lidt sløj i kanterne, når vi når dertil, hvor man mener, det handler om tempo frem for indhold, og man sætter et stik i en maskine, der så høvler beats ud, der næsten matcher en kolibris hjerteslag. Jeg VED godt mange bands benytter sig af det for at kunne nå og fastholde et tempo, der matcher musikken. Og jeg er en sucker for tempo og dobbeltpedal, men jeg kan altså bedst lide, når det er et menneske på den lille stol. Så må man enten sætte tempoet ned eller øve sig i at spille hurtigere. Jeg kan sagtens blive snydt af lyden, jeg har ikke næse for den slags normalt, men det er så sørgmodigt tydeligt på Enslaved, at jeg næsten synes det er pinligt.

Hvis man stikker deres forrige album et lyt, vil man opdage, at ikke meget har ændret sig på de godt og vel tre år, der er gået siden sidst. Det er præcis det samme igen, masser af blastbeats og en dyb growl, der dog er ganske hæderlig. Men så er der altså heller ikke ret meget mere pænt at sige. Jo, ”Subject 666” får mig til at stoppe op og lytte efter. Resten af albummet bliver til en stor homogen masse af generisk død, og jeg bliver hurtigt træt af at høre den ene sang efter den anden, der lyder enten præcis som den forrige, eller som de vrede super-veganere ovre i Man Must Die. (De har vist i øvrigt den samme trommeslager..)

“Oh, wonder! Even in the house of Hades there is left something, a soul and an image, but there is no real heart of life in it.”

Der er ikke ret meget at sige om den her skive. Den er ok, de spiller godt sammen, der er godt flow i deres musik, men den kliniske tromme skærer for meget i ørerne, og de mangler virkelig noget, der gør deres musik til deres egen, i stedet for bare et fejlslagent forsøg på at fusionere old school med teknisk død. Charmen fra den gamle skole udebliver og den tekniske del mangler virkelig teknikken. Det hele ender med at være en steril og tandløs omgang, jeg ikke føler har beriget mit liv på nogen måde.

Tracklist

  1. Victims
  2. Enslaved
  3. The Titan, the Fighter and the Thief
  4. A Morbid Institution
  5. Depression
  6. Assassinés!
  7. The Irony of Faith
  8. Subject 666
  9. Urban Warfare
  10. Involuntary Servitude

Kommentarer (4)

?

Trommer

Hvor har du fra det er en maskine og ikke en trommeslager? :) mig bekendt er trommeslageren på dette album Tolis.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Tidligere anmelder

Indlæg: 37

Terminologi-blind

Det er mig der har udtrykt mig absolut forkert, fordi jeg ikke er så stærk i terminologien omkring diverse hjælpemidler ift. at opnå visse ting inden for metal. Der ER en trommeslager. Dårlig formulering kom på tværs af mit budskab :)

?

.

hehe så er jeg med :) det er nok trigger du tænker på men det får ham ikke til at spille hurtigere :) og en meget stor del af de metal bands bruger det på den ene eller anden måde. nok mest på deres storetromme for at give den rigtige lyd. det den hovedsageligt gør er at den registrere vibrationerne fra den pågældende tromme og sender signalet til et modul som så laver signalet om til en lyd. mange bands bruger f.eks. på storetrommen både trigger og mikrofon og så mikser lyden mellem de 2.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Tidligere anmelder

Indlæg: 37

Educate yourself

Ja, jeg endte med at sidde og læse om triggers i næsten en time efter jeg læste din kommentar! The more you know.