Last Souls er et italiensk band, der spiller en slags progressiv dødsmetal – for det meste med et snerrende, lidt black-agtigt growl. De tre første numre på "Light" kører i midtempo med enkelte hurtige, grindede udbrud, mens det sidste nummer, "When the Hope Falls" har en mere avanceret rytmisk opbygning. Her får vi også lidt reel sang.

Musikken forsøger at være episk på den måde, at den består af mange dele, der er sat sammen til en rapsodisk helhed. Desværre er de enkelte stykker fyldt med ret banale riff- og akkordideer, som gentages så mange gange, at det kunne være et passende soundtrack til Teletubbies (tænk hvis det var!) Der går desuden meget lang tid fra ét skift i musikken til det næste, og eftersom Last Souls stort set holder sig inden for de samme harmonier hele tiden, bliver det rigtig kedeligt at høre på.

Produktionen er dårlig – det er selvfølgelig en demo, men det lyder ikke, som om bandet har været i nærheden af noget, der lignede et professionelt lydstudie (i modsat fald er der en lydmand, der bør tage sin karriere op til genovervejelse). Trommelyden er især meget tynd, så tynd at det næsten lyder som en gammel trommemaskine - bortset fra de passager, hvor der spilles utight. Vokalen er også grim. De fire bandmedlemmer bryster sig af enten at have rigtige musikuddannelser bag sig eller at være i gang med sådanne. Man kan da håbe for musikerne, at de er så meget ildsjæle, at de vil kæmpe for at nå et lidt højere niveau i fremtiden.