Hard rock-mestre leverer uden at imponere
Forårsfornemmelser?
Et af Danmarks største hard rock-navne, Junkyard Drive, er tilbage. Sidst vi hørte fra dem, var for små to år siden, da de udgav det fremragende album Electric Love. Nu er de klar med deres fjerde langspiller, der bærer titlen Look At Me Now.
Det er tilfældet næsten hver eneste gang, når et band udgiver nyt, at der berettes om, hvordan der på materialet er en ‘fornyet energi’. Det er efterhånden en floskel af de helt store, og bevares, det ville da også være underligt at omtale, hvis det modsatte var tilfældet. Nuvel, når det kommer til Junkyard Drives nye plade, forstår man godt deres fornemmelse af fornyelse. Bandet har nemlig fået to nye guitarister i form af Oliver Hartmann og Kristoffer Kristensen. Og de gør det særdeles godt.
Flere højdepunkter end lavpunkter
Op til en første gennemlytning af et album fra Junkyard Drive forventer man, hånden på hjertet og med al respekt, ikke den helt store nyskabelse eller originalitet. Men det er også okay. Klassisk hard rock, hvor hjerte rimer på smerte og med sangstrukturer så forudsigelige som overpriser på danske festivaler, går igen uanset band. Junkyard Drive skiller sig dog ud ved at være niveauer bedre end alle de andre. Både hvad angår tekniske evner og sangenes kvalitet.
Look At Me Now lægger hårdt ud med en solid tretrinsraket. “Somewhere To Hide”, Shoot From The Hip” og “Tearaway” er fed rock og Junkyard Drive, som vi kender dem. Forsanger Kristian Johansen synger stadig fuldstændig fantastisk og heftigt, og igen sidder produktionen fra den garvede Søren Andersen lige i skabet. Ingen point for originalitet, men det gør ingenting, når det leveres så potent og krystalklart. “Black Wolf” er den obligatoriske powerballade – selvfølgelig placeret som albummets fjerde skæring, som en sådan altid bør være – men frygt ej, her er ingen slidte gimmicks eller forfærdelige forudsigeligheder. Tværtimod er nummeret et perfekt eksempel på bandets helt store force, nemlig evnen til at spille klassisk hard rock på en moderne og spændende måde. Ligeledes er femte skæring, “Beauty Fool”, en skøn symbiose af fortid og nutid. Muligvis er det pladens allerbedste nummer. Men nævnte force benytter Junkyard Drive sig desværre ikke af hele vejen gennem albummet. På “Blood Red Sky” står flosklerne i kø, og på “Saw You Hanging There” går der for alvor Big Fat Snake i sagerne. Hvad fanden skal det til for? “Pipe Down” og “The Tide Is High” er ensformig og formularisk rock, der er godkendt uden at være prangende, og albummet rundes af med en akustisk lille lækkerhed i form af det fremragende “Afterglow”. Og det er så det. Ti numre på 42 minutter. Altså et ret så standard rockalbum? Ja, det må man sige.
Pas på, der ikke går metervare i den
De to nyankomne guitarister, frontmand Kristian Johansen og den sublime produktion er det, der skiller sig ud på Look At Me Now. Det er desværre ikke pladens musikalske indhold, selvom flere af numrene er absolut godkendte. Det er et rockalbum, som de er flest, men jeg står stadig ved, at når Junkyard Drive er allerbedst, er de flere niveauer over alle de andre rockbands, der myldrer rundt alle vegne i lille Danmark.
Dedikerede fans vil ikke blive skuffede over Look At Me Now. Her er sådan set nok at komme efter. Dog er vi ikke helt oppe på samme niveau, som forgængeren havde, og derfor bliver det ‘kun’ til syv små kranier denne gang.
