Efter den suverænt vellykkede "1-800 Vindication", har forventningerne til Illdisposed's nye album været skyhøje, og jeg indrømmer da også gerne, at jeg selv virkelig har set frem til at skamhøre "Burn Me Wicked" for fuld udblæsning. Forventninger er ofte en svær størrelse at arbejde med, hvis man ikke ved hvad de skal bunde i, eller hænges op på - men uanset hvad, kan jeg blot konstatere at de flabede århusianere fortsat har deres på det tørre. Stilmæssigt lyder "Burn Me Wicked" nemlig som et fornuftigt miks af "1-800 Vindication" og "There's Something Rotten", og med den cocktail går man sgu ikke galt i byen, idet at netop de to skiver (i mine ører) hører til på toppen af kransekagen, indenfor gedigen og melodisk smadder.

Jeg er godt klar over, at Illdisposed forlængst har delt vandene en smule i deres fanbase, da der er mange der stadig anser "Submit", som deres absolutte hovedværk. Disse vil sikkert også pive en smule over det nye udspil, men selvom jeg forstår deres entusiasme angående "Submit", kan det næppe komme som nogen overraskelse at Illdisposed har valgt at smede et album der ligger tættere op af "1-800 Vindication". Well, Illdisposed har nu alle dage lydt som netop Illdisposed, og deres seje dødsgroove ledsagedes stadig af Bo Summers dybe og autoritære vokal. Et fint bevis for dette høres tydeligt i den friske åbner "Shine Crazy", der tilmed knapt to minutter inde i nummeret byder på et ondt hvæsseri, der leder tankerne hen på Norges black scenarium anno ’helt ude i skoven’. Ganske muntert, men herpå fint velplaceret. Derudover er der også en håndfuld synth. parter kastet ud over pladens skæringer, men disse er blot med til at understøtte musikkens stemning, og stjæler heldigvis aldrig lydbilledet. Dette kan ikke helt siges om Mikkel Sandager's (Mercenary) gæstebidrag, hvis stemme er så markant at den netop stjæler fokus på de dele han medvirker på, men i disse tilfælde betyder det kun at numrene vokser en ekstra dimension, da hans stemme er virkelig fed – og herpå ikke ulig Warrel Dane fra Nevermore. Lyt blot til "Nothing To Fear" samt titelnummeret – lækkert!

Men trods de mange rosende ord, samt pladens alligevel mange klare og åbenlyse højdepunkter, mener jeg ikke at "Burn Me Wicked" helt har den samme gennemslagskraft som dens forgænger, idet at jeg herpå ikke har fundet hitbaskere som "Dark", "In Search Of Souls" og "I Believe In Me", der bare smaskede mig væk efter første gennemlytning. Men mindre kan som bekendt gøre det, og jeg finder derfor ingen grund til, ikke at tjekke dette album ud, da moderne death metal sjældent har lydt bedre. Og når de nu engang er deres egen bedste konkurrent, ved man ligesom hvor skabet står.