I det mørke Norge med de mørke skove
Den selverklærede satanist og multi-talentramte Ihsahn har et hæderligt bagkatalog og har gennem sit arbejde
med Emperor, slået sit navn fast på en scene der har fået en gevaldig overhaling gennem årene. At formå at bevare essensen af noget der er så statisk som norsk black metal og samtidig følge med de strømninger der ryster det ene gode band ud af ærmet efter det andet, er ikke en let opgave. Men Ihsahn udfører den på fornem vis, på et album der har revet tæppet væk under mig.

Smuk og skarp som en frostklar nattehimmel
Det er ikke let at skulle forklare hvad du som lytter kan forvente, uden at lyde som lidt af en galning. For det er alment kendt efterhånden at genrer er til for at blive kombineret, noget der kræver en finesse de færreste er i besiddelse af: at få det til at gå op i en højere enhed, ikke at brede sig over for meget og så afbalancere de valgte genrer, så de harmonerer rent teknisk. Normalt så hader jeg når kunstnere kyler om sig med genrer, men på Arktis er der ikke noget at komme efter. Han spænder over alt fra dark ambient til prog, elementer af traditionel heavy metal og den allestedsnærværende klassiske black. Og så bliver det sjovt, for midt i mellem de mørke og atmosfæriske udladninger, dukker der en helt ny konstellation op, noget jeg aldrig i mit liv havde drømt om kunne føre en berettiget eksistens: Progblack. Ja, du læste rigtigt. Det jeg hader allermest, strikket sammen med det jeg elsker mest men også er allermest kritisk overfor.

Det er både den prog som Opeth en gang var verdensmestre i og den prog jeg normalt ynder at affeje som værende overflødig og overskruet, vi her får serveret som den røde tråd – side om side med black metallen. Et nummer som ”Pressure” serverer en genre jeg helst undgår, så den bliver både spiselig og en fornøjelse at fordybe sig i. Jeg erkender der er et par sekunders orgel-onani på albummet der er på grænsen til at kamme over, men de indviklede sekvenser går godt i spænd med den mere ind-til-benet-skårne black metal og jeg lægger mig fladt ned i benovelse over hvor godt det her er skruet sammen, jeg når nærmest ikke at få armene ned over det ene nummer, før det næste står klar til at forbløffe.

Hans vokal gør sig virkelig godt, den klassiske snerrende blackvokal passer forbløffende godt sammen med de nørklede guitarpassager og hans rene vokal, der næsten kan betegnes som blid, er hæderlig og sært dragende og man får lyst til at følge op på herligheden med både Katatonia og Opeth. For selvom han mestrer forskellige typer vokaliseringer og den ildevarslende hvisken der kommer til sin fulde ret på det elektroniske nummer ”South Wind”, så synger han så inderligt og indtrængende at du ikke kan lade være med at høre efter, noget der gør sig gældende over hele linien. Hør bare ”Frail”, der er en solid omgang elektroprog der lever op til sit navn, skrøbeligt men med skarpe kanter. For selvom det her er et massivt blandingsmisbrug, er der stadig én ting vi ikke kan komme uden om.

Satanisk skønsang
Det her er black metal, på godt og... Faktisk kun godt. Det her album, transcenderer black metal. Det er velspillet, veludført, velproduceret. Og så har det udvidet min horisont. Et godt album kan mere end blot at fastholde din interesse og byde på muligheden for at konstant finde små overraskelser. Et godt album flytter dine grænser og tvinger dig til at revurdere dit standpunkt. Det her, mine damer og herrer, er black metal for voksne.