Travle københavnere

Tre albums, to demoer, en EP og en split. I de syv år, københavnske Demon Head har eksisteret, har de bestemt ikke ligget på den lade side. Ikke nok med det, så er det også i dag blevet offentliggjort, at Demon Head skal spille på Copenhell her i 2019. Sidst, undertegnede så Demon Head live, var i Fredericia, hvor der mødte cirka ti personer op, hvis vi tæller lydmanden med – mon ikke der kommer flere til Copenhell? Men nok om fremtiden. Demon Head er aktuelle med deres tredje plade, Hellfire Ocean Void, og endnu en omgang af deres okkulte doomy hard rock. Og baseret på førstehåndsindtrykket fra pladecoveret alene er det deres bedste plade til dato.

Man må godt have det lidt sjovt i doom

Men nu er det, sjovt nok, ikke coveret, en plade vurderes ud fra, men musikken. Hellfire Ocean Void lægger ud med ”Rumours”: en stille, men stemningsfyldt klaverintro, der sætter den lidt doomy tone for albummet. At denne stemning til dels bliver kastet til side i ”The Night is Yours”, der starter i højt tempo og med masser af guitar, virker som udgangspunkt jævnt sært. Men efterhånden som pladen skrider frem, fremstår denne overgang ganske passende i Demon Heads musikalske univers. Et univers, der består af elementer fra nærmest alt, hvad der kan kravle og gå indenfor de mere old school områder af den hårde rock og doom. Der er noget Pentagram, lidt Witchfinder General, selvfølgelig også Black Sabbath, en snert af Danzig, i den tungere ende finder vi Cathedral og faktisk også et strejf af Type O Negative.

Og netop Cathedral-inspirationer lyder det til, har været en del af hovedingredienserne på Hellfire Ocean Void. Ikke fordi pladen er tungere og mere doomy end de forrige. Men den måde, hvorpå Demon Head har sammensat deres hard rock og doom, minder meget om den måde, Cathedral sammensatte lignende elementer, bare tungere, på The Carnival Bizarre. Den her rimelig uptempo og nærmest muntre stemning, nogle af numrene får – kald det disco doom, om du vil – hvor hard rocken formår at gøre Demon Heads’ doom’n’gloom energisk. Musikken kommer op på et niveau hvor man kan have en fest, dog uden at det slipper sit tag i doomen. Specielt første halvdel af pladen med numrene ”The Night is Yours”, ”A Flaming Sea” og ”In the Hour of the Wolf” er fantastiske eksempler på dette. På sin vis er det det perfekte soundtrack til et goth beach party, hvor sært det end lyder.

Det eneste minus på Hellfire Ocean Void er nummeret ”Death’s Solitude”. Det passer fint ind i stilen, men det kommer aldrig i gang for alvor. Det roder rundt i den samme underliggende trommerytme hele vejen igennem – en rytme, der lyder som en opbygning til noget større, der aldrig kommer. Guitaren forsøger dog flere gange at få åbnet op, men trommerne holder stædigt fast, og det ender ud i fire og et halvt ligegyldigt minut.

Det perfekte blandingsforhold

Dog skal denne ene afstikker ikke forhindre Hellfire Ocean Void i at være en udgivelse, Demon Head kan være meget stolte af. De formår at blande hard rock og doom uden at gå på kompromis med nogen af genrerne. Der er rigelige mængder energi, som man forventer af en hard rockplade, og okkultisme og mørke nok til at tilfredsstille doom-lejren. Så kigger vi tilbage på påstanden vedrørende coveret, og hvor god pladen er, så er det ikke skudt helt ved siden af. Vi ses til Copenhell.