Chaosweavers andet album er i den grad en på opleveren

Specielle bands ser vi meget til efterhånden. Gode specielle bands er derimod en sjældenhed, men Chaosweaver er et af dem. De blev dannet i 2004, er fra Finland, og spiller det, som de selv kalder cinematisk ekstrem-metal (eller symfonisk black metal, om man vil). De lavede to demoer, hvorefter de udgav deres første album, Puppetmaster of Pandemonium, i 2008. Her i 2012 kommer deres andet album, Enter The Realm Of The Doppelganger, og det er en positiv oplevelse.

Albummet starter ud med ”A Red Dawn Rises”, som er et symfonisk nummer med klaver. Det er meget æstetisk og roligt, stik modsat resten af albummet. Det bliver mere episk, da der kommer kor på, men det varer kun kort, for så slår den over i andet nummer, ”Wing Of Chaos”, som starter i et brag. Nummeret er en blanding af black betals kaotiske lyd, og det symfoniske smukke, og sådan er det gennem hele albummet, mest fordi det er deres signaturlyd. Det varierer dog hvor godt det virker. Det virker for eksempel godt på ”Wing Of Chaos”, men ikke så godt på ”The Great Cosmic Serpent”. Det skyldes nok at ”The Great Cosmic Serpent” er i den tunge ende, og det står ikke så godt til orkesterdelen. På trods af at den er tungere, hører man lige så lidt til guitaren, som i alle de andre sange. Den spiller ikke skidt, tværtimod. Men orkestret tager utrolig meget plads fra den (det varierer selvfølgelig hvor meget), og man hører mest af alt sang, trommer og orkester. Sangeren bruger de klassiske black metal skrig, men det er så man ikke får ondt i ørene. Han varierer desuden tonelejet, hvilket gør det mere spændende, i modsætning til trommeslageren, som er så glad for hans dobbeltpedal at det næsten bliver for meget.
På sidste nummer er det hele nedtonet, og vi får nærmest en pud-agtig jazz-stemning, som på Nightwish´ nummer ”Slow Love Slow”, i hvert fald i starten. Der synger forsangeren også rent, og demonstrerer en smuk dyb stemme. Det kan de dog ikke holde ved længe, og der bliver skreget, og brugt dobbeltpedaler igen. Sangen fortsætter dog med at være en smuk sag.

Cinematisk ekstrem-metal havde jeg aldrig hørt om, før jeg skulle anmelde Chaosweaver, men de har givet et rigtig godt førstehåndsindtryk. De slipper ikke lige godt fra deres specielle blanding, men når de gør, så får man et episk ekstremt stykke musik, som jeg tror mange vil elske. De formår også at give den drømmende effekt, som man kun ser hos de bedste symfoniske bands (såsom Rhapsody Of Fire), men med et ekstremt twist, som jeg varmt vil anbefale.

Maelstrom Of Black Light viser essensen af albummet meget godt, men er ikke det bedste nummer på albummet.