Nyt liv i gamle kendinge
For undertegnede var første bekendtskab med Adagio det storladne Underworld album, med den fantastiske David Readman (Pink Cream 69) på vokal. Adagio var dog dengang mest interessante på grund af det tårnhøje, omend for mig uforløste, ambitionsniveau hos sangskriver Stephan Forté. Siden gik bandet dog igennem et hav af andre sangere med, lad os sige varierende, kvalitet. Musikken blev ligeledes gradvist mere standard progressiv metal – ikke at Adagio nogensinde blev direkte ringe, men min interesse for bandet falmede til ligegyldighed, og jeg havde således næsten glemt alt om Adagios eksistens. Men her i 2017, cirka otte år efter sidste udspil, og en succesfuld crowdfunding senere, er der nyt og overraskende friskt liv at spore hos Adagio med det nye album, Life, der nu har Kelly Sundown Carpenter (Outworld, Beyond Twilight, Zierler) på vokal.
Tårnhøje ambitioner
Life er ikke bare som at høre en ny version af Adagio, det er også som at høre en moderne, eller anderledes, version af den mere klassiske prog metal. Det ville være nemt at kalde Adagio anno 2017 et miks mellem Tesseract, Beyond Twilight og en snert af Savatage, men jeg synes bestemt, at Stephan Forté formår at skabe Adagios egen lyd på Life: Et meget moderne, episk/symfonisk djenty prog-eventyr, hvor Carpenters kraftfulde og dramatiske vokal kan få lov at udfolde sig. Ligeledes bidrager den tekniske, musikalske udførelse til holdbarheden.
Pladen åbner med tre numre af stor variation; tre ligeværdigt interessante kompositioner, hvor særligt "Subrahmanya" skiller sig ud med mellemøstlig stemning og aggressive djent-riffs. Albummet stråler klarest, når Adagio formår at opbygge en spænding og forløsning, hvilket betyder at der næppe findes et stykke på noget andet nummer i 2017, som kan måle sig med omkvædet på albummets anden skæring, "The Ladder".
Desværre holder resten af pladen ikke samme himmelfavnende niveau, omend der stadigvæk er tale om kompetent sammensatte numre med en musikalsk rød tråd. Der er kun én særling af et blødsødent nummer: "Trippin' Away", der virker som noget der måske skulle være skåret væk. "Torn" slutter dog pladen af som den startede, og det med manér: En fantastisk ægte Adagio komposition, hvor man føler, at de indfrier det førnævnte tårnhøje ambitionsniveau, og det ved at holde løbetiden på under 5 minutter. Som lytter er man efterladt med et særdeles positivt indtryk, når stilheden efter knap en time endnu en gang fylder øregangene.
Storladent og anbefalelsesværdigt
Adagio er tilbage med blod på tanden, og det er tydeligt, at Life er et ambitiøst projekt, der omsider giver forløsning for det potentiale jeg hørte tilbage i 2003 med Underworld. Det lykkes ikke 100% hele vejen, men de stærke sider mere end opvejer de negative, og er man til episk metal, moderne progressiv metal, eller bare lidt mørk avantgarde-prog (tænk Finn Zierler), så er Life et yderst anbefalelsesværdigt album. Er man imidlertid, som mig, stor fan af Carpenters vokal og alt der tilnærmelsesvist lyder som progmestrene i Beyond Twilight, ja så er der lyttepligt.
